Stadig spændingsfyldt og stadig smerteligt, javist – men det er et meget stort udviklingspsykologisk skridt videre fra ellers at have været nødt til at fornægte eksistensen af nogen af dem! Og det er et nødvendigt skridt videre mod muligheden for at integrere de modsatrettede sider i en heling af det, der engang måtte holdes adskilt.

Hvad er splitting?

Splitting er en psykologisk mekanisme, der tillader et menneske at udholde vanskelige og overvældende følelser ved at se en anden som enten god eller dårlig, som tryg og støttende, eller som farlig og svigtende. Denne opdeling gør det lettere for personen at håndtere sine følelser, som på overfladen kan virke modsatrettede.

Behovet for at opdele vores verden er i vidt omfang fælles for mennesker. Vi flytter vores indre verden ud, så den bliver til at navigere i. Det er nu engang nemmere at føle sig tryg, når jeg kan fortælle mig selv hvem jeg skal undgå og hvem jeg ligner. Det er næppe tilfældigt, at de arketypiske roller som skurke og helte spiller sig ud i alle mulige kombinationer på det store lærred.

Ved splitting spaltes et objekt, en gruppe eller et individ grundlæggende i ”godt” og i ”ondt”. Et lille barn der udsættes for svigt, om svigtet nu tager form af voldelige overgreb eller mere subtilt ødelæggende foragt, ligegyldighed eller afvisning, kan ikke tillade sig kun at hade eller afvise sin mor/sin omsorgsperson. I sin grundform sikrer en skarp opdeling af følelser et svigtet barn muligheden for både at elske og at hade sin mor/sin omsorgsperson. Det sikrer at barnet kan holde fast i den ”afgørende illusion om at selv den dårligst fungerende forælder er god nok til at sikre barnets overlevelse”, som Karin Dyhr skriver.

Hos et menneske, der grundet tidlige og ubærlige svigt udviser borderline-reaktion, er de ubehagelige følelser ekstra stærkt forbundne med urovækkende og skræmmende indre sansninger af at være uren og utilstrækkelig. At være gennemsyret af at være forkert, at være uværdig, at være grundlæggende u-elskværdig. De mere behagelige følelser kan være forbundet med omsorg, at være i kontakt, at blive mødt og beskyttet, at få plads. Pointen er at begge følelseskategorier har så stor en indre psykisk ladning, og er så modsatrettede, at det ikke er muligt på samme tid at holde dem i sig – og personen med borderline-reaktion kan derfor kun omgås dem, ved at give dem en plads uden for sig selv.

Splitting fremtræder i mange former, afhængigt af borderlinepersonens primære udviklingspsykologiske tema, og de erfaringer som personen bærer med sig. Splitting giver mulighed for at kunne leve side om side både med slagskyggen fra det ubærlige og håbet om det absolut gode. Ellers skulle alt det egentligt ubærlige fortsat holdes inden i personligheden, hvilket ville betyde en grundlæggende indre spaltning eller opløsning. Det er i dette perspektiv, at evnen til splitting i virkeligheden som nævnt markerer et stort og betydningsfuldt udviklingsskridt videre fra at være nødt til at fornægte det smertefulde og det negatives eksistens.

Splitting som en kreativ løsning

Splitting mekanismen er således en meget virkelig og regulær psykisk ressource. I en vis forstand kan vi tale om en forsvarsmekanisme, men jeg foretrækker selv at se splitting som en ubevidst mestringsstrategi: Ved at anbringe udvalgte følelser på andre, bliver det muligt for et menneske med borderline-reaktion at udtrykke noget af det, som det i den ofte kun sløret erindrede barndom ikke var muligt at tilgå.

I ordets egentlige forstand er der med splitting, for mig at se, tale om en kreativ, ubevidst løsning, der hjælper til at håndtere det indre tryk – og giver personen med borderline-reaktion mulighed for at forholde sig til det som han måtte se som ondt eller som godt. Ofte er der tale om så stærkt et indre tryk, at personen dissocierer mellem enkelte dele af sin personlighed for at kunne udholde det, og ikke har andet valg end at anbringe den stærke indre psykiske ladning på en ydre person eller en ydre gruppe.

Projektionen, selve det at have løftet sine ubærlige følelser over på en anden, kan efterfølges af tomhed. Som Karin Dyhr siger: man undgår ”det onde”, men får en skræmmende følelse af tomhed og ensomhed. Mange vil sikkert kunne genkende en særlig, smertefuld tomhedsfølelse, som ikke er det samme som depression, men en følelse af at være totalt prisgivet. Med Karin Dyhrs ord ”Jeg var som et koldt og sultent spædbarn, som nogen havde lagt fra sig på en hylde”.

Hvert af disse dissociative skift kræver, som Lars Sørensen skriver, fra terapeutens side ”finfølelse og kontaktfuldhed. Hver enkelt dissociativ personlighedsdel har sin betydning og kalder på at blive rummet. Der er tale om mere end en overlevelsesstrategi – uden at kunne dele verden op, havde heller ikke ressourcerne kunnet overleve…”

Nej – og netop dette ressourceaspekt kan ikke overvurderes!

Reaktioner i omgivelserne

Som antydet ovenfor har ”splitting” et dårligt ry! Personalegrupper i behandlerkredse har, i den bedste mening, forsøgt at imødegå den indlagte borderline-patients behov for at anbringe sine både behagelige og ubehagelige følelser ”udenfor” på medlemmer af gruppen.

For omgivelserne, det være sig en behandlergruppe, en vennegruppe eller familiemedlemmer, kan det betyde, at nogle finder sig selv i en rolle som idealiserede, gode og beskyttende hjælpere, mens andre oplever sig selv blive genstand for stærke negative projektioner.

Afmægtigheden i omgivelserne kan derfor være stor. Reaktionen bliver ofte at en personalegruppe, eller de nærtstående i en familie eller en vennekreds, oplever sig stærkt opdelt. ”Du splitter os”, og ”du skal ikke lave splitting på os!” er udbrud og tilrettevisninger som mange borderline patienter har hørt. Og, ret skal være ret, det kan være overordentlig svært for omgivelserne at se sammenhængen i en adfærd, der kan forekomme så forvirrende, når man ikke kan se eller har viden om hvad splittingens egentlige funktion er.

Den så sørgeligt velkendte erfaring af afvisning bliver igen og igen den levede virkelighed for et menneske med borderline, og dermed en tragisk bekræftelse af selvhadets berettigelse.

Hvordan kan splitting heles?

Lars Sørensen igen: ”Behandling af personlighedsforstyrrelser er grundlæggende at behandle tilknytningstraumer. Men ofte er der også enkeltstående choktraumer involveret, ikke mindst ved borderlineforstyrrelse. Dermed skal både choktraumerne afhjælpes, og patienternes kontaktlængsler skal opfyldes”.

Som det vil være fremgået, viser det for mig meget om urkraften og livsviljen hos et menneske med borderline-reaktioner, at det evner at forholde sig til sine indre og ofte voldsomme polariteter ved at tillade dem en ydre fremstilling på andre, så det bliver muligt at manøvrere imellem dem. Alternativet for et sind der ikke havde magtet dette, havde måske været at fornægte polariteterne. Dermed ville sindet formentlig have bevæget sig i retning af skizofrene tilstande i stedet.

Terapien består i at hele splittingen – ikke at undgå den! Med Lars Sørensens ord: ”At vise at det gode eksisterer selv om det ikke er 110 % godt, og at selv om noget kun er 90 % godt er det stadig godt nok”. Og videre: ”Borderline personen hverken kan eller skal holde op med at polarisere gennem splitting … problemet skal løses hvor det viser sig, og det skal demonstreres … at den eneste udvej er en heling af opsplitningen, at der er noget godt i de(t) onde, og noget ondt i de(t) gode”.

Helingsprocessen

Jeg tilslutter mig helhjertet: Det er gennem opbygningen af en tillidsfuld relation, at indre tryghed kan få lov at rodfæste sig i personen med borderline-reaktion. Men som Karin Dyhr meget tydeligt siger: ”Når de to kategorier (af godt og ondt, trygt og utrygt) blandes, bliver resultatet hos borderlinepatienten ikke grå toner, men som at omhyggeligt stablede bunker af brikker falder sammen i et virvar – før man måske er parat til at rumme blandingen i én person”. Denne personlige og smertelige erfaring fortæller sigende om vigtigheden af at omgås kraften i splitting-dynamikken med respekt. Det er gennem tålmodigt arbejde, skridt for skridt, at de dele der fra tidlig tid i personens liv ikke fik en tryg plads sammen, nu kan træne sig til at bo i samme hus.

Den trygge relation – herunder ikke mindst den trygge timing! – er i min erfaring en helt afgørende forudsætning for at kunne begynde at nærme sig alt det smertefulde, som har måttet parkeres væk fra personen selv, og påbegynde arbejdet med at hele modsætningerne.