Se endvidere gerne mine beslægtede artikler til “Hvornår er det tid til at gå i parterapi?”: Utroskab, Fra forelsket til fremmedgjort, samt Skilsmissebarnets skruestik.

Hvilke tegn tyder på at I har brug for parterapi?

1. Har I sammen en adfærd der er optrapper konflikt?
2. Dominerer negativ og nedgørende kommunikation imellem jer?
3. Fortolker I hinandens hensigter negativt?
4. Ignorerer I hinanden, og trækker jer tilbage fra hinanden?
5. Opleves samtalen mellem jer som tomgang?
6. Er det intime liv imellem jer ligegyldigt eller helt væk?
7. Er der utroskab involveret?
8. Føler du dig skuffet, fastlåst, ulmende vred…

Ovenstående liste er kun et bud på en række spørgsmålstegn til dit parforhold om hvornår er det tid til at gå i parterapi. Den kunne nemt gøres meget længere, men den kan også gøres helt kort: Glæder du dig ved at tænke på hvordan dit parforhold er at leve i 5 år fra nu? 

Hvis ikke – ja, så er der måske grund til at gøre noget andet? Noget der tilbyder et andet perspektiv. Hvor man ikke skal lave sig selv om, men får mulighed for at bringe sig selv anderledes i spil sammen med partneren, og opdage kvaliteten af det…?

Når par begynder i terapi, er det ofte slående for mig, hvordan massivt ensomheden er kommet til at farve hverdagen, efterhånden som tiden har øget afstanden mellem parterne. Dertil kan lægge sig mange andre, smertefulde følelser, f.eks. vrede, skuffelse, skam, utilstrækkelighed, udmattelse, forkerthed, forvirring, opgivenhed… og sorg, for bare at nævne nogle. 

Hver og en af disse følelser (og det gælder også for alle andre følelser) har som funktion at hjælpe os med at navigere i livet. Her altså i en virkelighed, der med tiden er blevet noget andet end forestillingen var, dengang man blev kærester eller ægtefolk. Og hvor vi derfor forsøger at få ”rettet skuden op”. Pointen er at det kan vi kun med de midler vi nu engang har til vores personlige rådighed. 

Nogle af os har lært ”hjemmefra”, fra vores tidlige rollemodeller, at for at kunne bevare tilknytning til vores partner, er vi nødt til at kalde/insistere/kræve lidt højere. Så bliver netop den tilgang en naturlig vej at gå, når vi selv oplever nærheden svinde. Er vi nu sammen med en partner, for hvem det er naturligt at trække sig, når hun kommer i kontakt med skam og utilstrækkelighed – så har vi opskriften på en klassisk pardynamik, hvor afstanden desværre øges i takt med at begge parter reagerer som de bedst kan. 

Hvornår er det tid til at gå i parterapi?

Helt op mod halvdelen af par der opsøger parterapi, gør det på baggrund af utroskab. Her er det vigtigt at understrege, at utroskab ikke kun handler om en fuldbyrdet seksuel relation til et menneske udenfor forholdet, men også grader af at have vendt sin opmærksomhed og sin fortrolighed bort fra partneren, se evt. min artikel specifikt om Utroskab

Før det kommer dertil, at den ene partner i et forhold begynder at vende opmærksomheden ud af forholdet, er der i de fleste tilfælde gået en periode forud med stigende afstand og vigende intimitet mellem parterne. Megen utroskab, eller forstadier til utroskab, har sit udspring i indre opgivelse over tingenes tilstand i parforhold. For nogle er det blevet til en stærk følelse af at livet passerer dem forbi. Det bærer jo sin egen tragik, og derfor giver det mening at være opmærksom på de tegn der kan komme snigende.

Typiske tegn kunne være at I:

1. Holder jeres fortrolighed tilbage fra den anden – ”Han lytter alligevel aldrig til mig”
2. Lever i hver jeres verden i forholdet – ”Vi mødes kun om rutiner og almindeligheder”
3. Har mistet evnen til at have det sjovt sammen – ”Det her er som en ørken af pligter og forventninger, og jeg bliver kvalt i det!”
4. Efterhånden kun færdes på sikre stier imellem jer – ”Jeg passer sådan på ikke at træde ved siden af, ellers eksploderer hun!”
5. Viger tilbage fra at løse problemer sammen – ”Der er så meget, der bare ligger og ulmer, og det tager så meget energi…”
6. Skændes, men uden at det renser luften – ”For hvert skænderi er det som om stilheden bare bliver mere trykkende bagefter”
7. Ikke arbejdsfordeler – ”Hvorfor bliver det altid sådan, at det er mig der skal være ansvarlig for at dagsrytmen fungerer?”
8. Ikke har et velfungerende sexliv, eller slet ikke har et – ”Jeg ved godt at jeg har taget lidt på, men den måde hun kigger på mig på…”; eller ”Efter fødslen blev alt vendt op og ned, og vi fandt bare aldrig rigtig tilbage til hinanden igen”

Gode grunde til at søge parterapi

Når vi er sammen med en partner, er vi hele tiden tæt på en alternativ måde at opleve verden på. Vi kan bogstaveligt talt ikke undgå at støde på den. De træk hos den anden, der i forelskelsens og tiltrækningens tid kunne opleves som charmerende, spændende eller tryghedsskabende kan få eller mange år senere fremstå som patetiske, ansvarsløse eller kedelige. 

Det der sker er måske, at vi et dybt sted i os selv bliver en lille smule rystet i vores forståelse af os selv, i vores forståelse af hvordan livet også kan leves. Og virker den udsigt for fremmed, for udfordrende eller for trist, lukker vi måske af – og hvad mon så den anden gør? 

Pointen er, at I engang var tiltrukket af hinanden, og at ligeså positivt energifyldt det engang var at mærke tiltrækningen, mærker I måske nu negativbilledet i form af afstand, frustration og skuffelse. Ofte følges det med en følelse af at det hele er uoverskueligt – og hvad med børn og økonomi hvis I skal skilles?

Kan det være for sent at søge hjælp til parforhold

Hvis forholdet er præget af vold, eller der er alvorligt misbrug involveret, er andre former for hjælp påkrævet inden parterapi kan være virkningsfuld.  

Bag om problemerne i et forhold ligger der som regel allerede rigeligt med manglende forståelse, uheldig kommunikation og sårede følelser – på begge sider. For at rette op på det, må forudsætningen være et vist engagement og et ærligt ønske om at skabe en mere bevidst og modnet platform for samlivet. Vold eller misbrug står i vejen for at arbejde dybt og langsigtet.

Utroskab derimod, er som indikeret ovenfor og i utroskab, og de stærke og dybe følelser som kommer i spil, er velegnet at arbejde med i parterapi. 

Det sker ikke helt sjældent, at den ene partner ikke er særlig motiveret for at gå i terapi. Vedkommende har naturligvis sine gode grunde, alt fra ”jeg vil ikke blive hørt/forstået” eller ”det her er håbløst” til ”det har vi ikke råd til”. Eller ”Lad os ikke rokke båden. Der er allerede for megen smerte i dette forhold – jeg orker ikke at trampe rundt i alt det”… Der kan også være en forestilling om, at terapeuten vil ”holde med den anden”.

Det hænder at den tøvende part først går med i terapi under direkte trussel om skilsmisse. Det hænder sandelig også at den tøvende part opdager fordelene ved både at få et frirum i terapien, og at erfare noget om sin partners indre liv, som hun ikke vidste på forhånd. Faktisk er det nogle gange den tøvende partner, der bliver den mest aktive i terapien, så snart det bliver tydeligt at terapirummet ikke er en domstol hvor vi fordeler skyld og skam – men at terapien faktisk giver muligheden for at være mere tydeligt sig selv, og at det både er Ok at være uenig og at kunne få plads!

Hvor længe skal man være i parterapi?

Indtil I er trygge ved at kunne trives og være på ret køl i jeres forhold, ud fra den indsigt I har fået og de følelser i har bearbejdet gennem forløbet. Det gælder både måder at kommunikere på, og det handler om indblik i både jeres egen og partnerens sårbare steder. I vil have lært noget værdifuldt om både egne og partnerens grænser – både i terapien, men lige så vigtigt i det daglige liv imellem sessionerne. Det er her det bliver tydeligt, hvad der skal til for at både give og modtage støtte. 

Parterapiens resultater er tæt på proportionale med modet til at konfrontere svære steder i sig selv. Undtaget herfra er kun de tilfælde, hvor den ene af parterne har en eller flere individuelle sessioner til at løsne personlige blokeringer, der skygger ind i parforholdet. Parterapi er seriøst arbejde – men hver af jer vil til gengæld lære noget centralt om sig selv og den anden. At leve sammen med et andet menneske er at udsætte sig selv for andre måder at opleve og erfare verden på, og lige så stimulerende og vidunderligt det kan være, lige så frustrerende og provokerende kan det lande i os. Parterapi hjælper både til at rumme, men sandelig også til om nødvendigt – for nogle er det for første gang – for alvor at kunne sige “Nej!”.

Derfor er der perspektiv i terapien – arbejdet hjælper os til at strække os i vores personlighed, hjælper os til at lande mere trygt og fleksibelt igen, også efter at have besøgt et af de svære steder. Indsatsen giver gevinst i form af mere samhørighed og tryghed – ”der er ikke så meget der skræmmer os mere; vi har været der, og nu ved vi hvad vi skal gøre for at lande igen”. 

Det at være blevet set i sin egen sårbarhed åbner nye døre i forholdet ”jeg ville aldrig have troet at min følelse af forladthed ville blive mødt med så stor ømhed fra min partner”.

Terapiens formål og bestræbelse er altid at sætte jer i stand til, efter et afsluttet forløb, at leve et udfoldet og tillidsfuldt liv sammen. For at kunne holde retningen og udbygge trygheden, vælger nogle par senere at komme tilbage for vedligehold og for at sikre sig, at der ikke lurer hidtil usete spøgelser i forholdet.